New Zealand - mandag den 14. januar 2013

Coromandel halvøen (med besøg hos pottemageren Barry)

Tilbage

Vi stod op til et gråt og lidt køligt New Zealand, men hvad gjorde det, for i bjergområder kan vejret hurtigt skifte. Efter et lækkert morgenbord med blødkogte æg, havregryn og ostemadder, gik turen øst og syd ud af Auckland mod byen Thames. Der var forholdsvis meget trafik, men H.C. nævnte, at der bor ca. en tredjedel af New Zealands befolkning omkring Auckland.

Dagens destination var Coromandel halvøen og da vi nåede byen Thames, startede vi på en længere kyststrækning, hvor vi kørte meget tæt på vandet. Vejen snoede sig rundt om klipperne og der var ikke mange strækninger, hvor farten kunne komme op over 50 km./t. Det var en flot tur, selv om vejrguderne havde besluttet, at det skulle være gråvejr i dag.

Vi nåede helt op til byen Coromandel omkring frokost og her besluttede vi os for, at aflægge et besøg hos en mand, der har bygget sin egen jernbane oppe i bjergene. Marie og jeg har set ham i en udsendelse (Great railway journeys) på Travel Channel. Den lille jernbane var oprindelig bygget, for at transportere ler ned fra bjergene til Barrys produktion af kunsthåndværk. Efterhånden som jernbanen blev længere og økonomien sløjere, fandt Barry på, at gøre jernbanen til en turistattraktion og det gav pote.

Da vi ankom til ”jernbanestationen”, kunne vi ikke få plads til det første tog men måtte vente yderligere en time. Så vi kiggede først på en video om jernbanen og Barry, spiste frokost og kiggede os lidt rundt – før det blev vores tur, til at komme på en 1 times togtur op i bjergene og retur.

Materiellet bestod af 2 togsæt, som kørte uafhængig af hinanden, hver med 3 vogne. Så der var nok plads til omkring 100 passagerer hver gang, for vognene var ikke så store.

Turen op til endestationen gik gennem tæt skovområde, hvor det var vigtigt at holde hænder, hoveder og kameraer indenfor toget, for flere steder var der træer og tunneller, der var meget tæt på vognene.

Flere gange undervejs skiftede toget retning, så der næsten blev kørt op af en musetrappe. Et par gange endte sporene ude i den frie luft, så det har været noget af en bedrift for den ene mand, at bygge jernbanen. Ved enden af jernbanelinien, havde Barry og hans medarbejdere for nylig bygget et Eiffeltower. Ikke en tro kopi af Paris’s vartegn men en solid træbygning i 2 etager, hvorfra der var en fin udsigt ud over området og ned mod byen Coromandel.

Togføreren gav sig god tid til at snakke med folk og han skulle da også lige høre, hvor vi kom fra. Undervejs fortalte han historier og advarede konstant mod, at stikke noget udenfor toget. Vi nåede også at få med, at Barry var den eneste, der ikke fik løn i firmaet. Han levede fortsat af at sælge sine keramik ting.

Det var ved at være hen på eftermiddagen, så vi satte snuden ned mod Coromandel, hvor der var en Top 10 campingplads. Kirsten og H.C. havde erfaring for, at mange campingpladser i New Zealand har en lav standard og at Top 10 pladserne var nogle af de bedste pladser.

Da vi indlogerede os, spurgte damen i receptionen, om vi var medlemmer af Top 10 klubben. Det var vi ikke, men vi blev hurtigt nysgerrige efter, om det kunne være en fordel, at blive medlem, når vi skulle tøffe rundt den næste måned. Et medlemskab kostede 49 dollars (her skal man gange med 5, for at ramme en dansk pris). Men det gav 10 % i rabat, hver gang man overnattede, hvilket også kostede omkring 50 dollars i alt. Så efter 10 overnatninger, ville beløbet være tjent hjem…

Samtidig gav medlemskabet rabatter forskellige steder, bl.a. på bådene på Fiordland, som vi også havde planer om at besøge. Inden vi skulle spise til aften, var der plads til en vandretur i bjergene udenfor Coromandel. Herfra var der en fin udsigt til området omkring Coromandel. Turen sluttede et stykke fra byen, så vi måtte gå tilbage til byen langs vejen og vandet. Der var ikke så meget trafik, så det var ikke noget problem.

Tilbage i byen faldt vi ind på en udmærket restaurant Pepper Tree, hvor vi fik serveret god lokal fish & chips og en omgang gode ben. Oveni hatten præsenterede tjeneren os for en helt vild god black beer fra Monteith’s bryggeriet. Det var et yderst positivt bekendtskab.

På vejen tilbage til campingpladsen, fik vi handlet ind til morgendagens tur. Så gik det ellers retur til en godnatøl og i seng.

Aftenerne var længere i New Zealand end i Australien. Og natpissernes klub holdt møde kl. 01:30 her ☺